Syng i Corallerne

Gospelkoret Corallerne Livsglæde for fuld udblæsning

Corallerne er åbent for alle fra 18 år, som har lyst til at synge gospel og kan holde en stemme.

Man behøver hverken kunne noder eller have korerfaring.

Mange nuværende sangere havde aldrig sunget i kor før de startede i Corallerne. De blev grebet af musikkens fantastiske energi og glæde, og har derefter taget de mangfoldige musikalske og sangtekniske udfordringer op og udviklet sig sammen med alle korvennerne. Det kan du også!

Vi tager udgangspunkt i at alle sangere er musikalske og kan lære at synge godt, og vi støtter og hjælper hinanden i denne proces. Vi lægger vægt på at man møder stabilt og forberedt, og vi opmuntrer alle til at træde ud over komfortzonen og opleve musikken med hjerte og krop.

Corallerne holder 3-4 koncerter på en sæson (½ år). Vi tilstræber at lægge flest mulige på ugens øveaften og forventer at man prioriterer koncerterne. Det er obligatorisk at man som minimum deltager i korøvelsen op til en koncert.

Vær opmærksom på at man fysisk skal være selvhjulpen, være indstillet på at bevæge sig samt kunne holde til at stå en del op til korøvelserne samt på en scene gennem en hel koncert.

 

1. Løbende optag:

Skriv til vores korleder Birthe hvis du kunne tænke dig at komme med i vores kor. Så laver hun en aftale med dig, hvor du gratis og uforpligtende kan komme og deltage i en korøvelse. Efter øvelsen mødes du med Birthe, hvor I kort taler om hvordan det har været for dig at synge med. I synger sammen en nem sang du kender, så Birthe fornemmer dit toneleje, klang og tonefornemmelse. I afstemmer gensidige forventninger og hvis I er enige om at fortsætte vil du blive anbefalet hvilken stemmegruppe du hører hjemme i. Herefter er du optaget i koret.

 

2. Åbent hus:

Du kan også holde øje med vores hjemmeside, hvornår vi næste gang holder åbent hus. Her kan man også gratis og uforpligtende prøve at synge gospel med os for en aften. Hvis man så får lyst til mere og til at melde sig ind i koret, henvender man sig til vores korleder Birthe efter korøvelsen.

Du er i øvrigt altid velkommen til at kontakte Birthe for spørgsmål eller samtale om optagelse i koret på tlf. 60670703 eller på mail: birthe@coralconsult.dk